Det republikanske SH
Om aftenen den 7. november 1918, efter knap en uges optøjer, var revolutionen i Kiel og Slesvig-Holsten slut: sporvogne og jernbaner kørte igen, og skyderierne var holdt op. Gustav Noske - (M)SPD-rigsdagsmedlem og forsvarsekspert, der var udsendt fra Berlin for at få styr på situationen - lod sig vælge til guvernør af soldaterrådet efter at have stået i spidsen for det en dag. Nu stod han ikke længere i spidsen for det revolutionære råd, men sad i det gamle systems mægtigste embede. Fra da af spillede soldaterrådet - nu med Kiels USPD-formand Lothar Popp i spidsen - ikke længere nogen væsentlig rolle. Guvernør Noske derimod, rådede nu over betydelige magtbeføjelser - indtil han den 6. januar 1919 forlod Kiel for at blive medlem af revolutionsregeringen i Berlin.
Oven i dette skete der noget andet særdeles revolutionært den 7. november: Kiels Arbejderråd erklærede sig for "Slesvig-Holstens provisoriske regering". Rådets oprindelige plan om at udråbe "Republikken Slesvig-Holsten" var faldet på Noskes modstand. Provinsens øvrige arbejderråd accepterede Kiels Arbejderråds særlige rolle. Uden indvendinger fungerede det fra nu af som en midlertidig regering og også som den demokratiske kontrol af de gamle professionelle forvaltninger. Det foregik efter princippet om sideordnede borgerrepræsentanter, der var afprøvet i selve Kiel. Provinsens preussiske overpræsident fik lokalformanden for MSPD, Heinrich Nürbis ved sin side, og også regeringspræsidenten og delstatens regeringschef blev tilføjet socialdemokratiske borgerrepræsentanter.
Derefter udgik der ikke flere væsentlige initiativer fra de revolutionære i Kiel. Fra da af udspillede de vigtige begivenheder sig i Berlin eller München, i Ruhrområdet og andre steder. Situationen i Kiel var stabil; de gamle og nye magthavere arbejdede sammen om at sikre ro og orden - og ventede på, hvad der ville ske i Berlin.
Også i provinsens købstæder havde rådene taget magten. Senest den 8. november fandtes der soldater- og arbejderråd i de fleste større lokalsamfund; som oftest et fælles, som det var tilfældet i Eckernförde, Sønderborg, Tønder, Neumünster, Glücksborg og Flensborg. Revolutionen havde overvejende spredt sig uden vold, og der forekom sjældent modstand fra de gamle magthavere så som marineledelsen, over- og regeringspræsidenten, landrådene og borgmestrene. Alt i alt var der altså tale om en temmelig fredelig og rolig udbredelse af revolutionen inden for provinsen.
Som følge af demobiliseringen havde størstedelen af de tidligt oprørske matroser forladt Kiel allerede i december med retning mod hjemegnen for derhjemme at fejre den første fredelige jul i årevis. De mente, revolutionen var i gode hænder. Rådene sad ved magten, men de opbyggede ikke egne institutioner, men betjente sig af den gamle forvaltning, suppleret med borgerrepræsentanter. De anså fødevare- og brændstof-forsyningen, sikringen af den offentlige orden, og den organiserede overgang fra krig til fredstilstand som sine hovedopgaver. De traf derimod ikke beslutninger om den politiske og økonomiske nyordning af Slesvig-Holsten. Her så man en udvikling, der svarede til det øvrige riges: Det klare flertal i (M)SPD i Kiel sørgede for, at arbejder- og soldaterrådene handlede ud fra moderate mål og især, at de forstod deres egen rolle som kontrollerende og midlertidig. Forsøg fra Kiels Arbejderråd på at udbygge eller konsolidere den revolutionære magtposition strandede. I september 1919 blev Kiels Arbejderråd opløst - Soldaterrådet var ophørt allerede i juni samme år.
Ganske vist var der under urolighederne i januar 1919 demonstrationer og endog kampe med i alt seks dræbte. Men en ny runde med råd og massestrejker, som i andre egne af riget betød flere uroligheder, gadekampe og ofre i marts/april 1919, opstod der ikke. I Slesvig-Holsten spekulerede man heller ikke i arbejder- og soldaterrådene som et demokratisk alternativ til et parlamentarisk demokrati - forvaltningerne udviklet i kejsertiden arbejdede uforandret videre. Valget til den forfatningsgivende nationalforsamling den 19. januar 1919 belønnede MSDP´s moderate kurs: i Kiel fik partiet 50,2 % af alle stemmer, hvilket var betydeligt mere end landsgennemsnittet på 37,9 %. Partiet USPD fik som tilhængere af et rådsdemokrati 7,6 % som på landsbasis.
