v i m u . i n f o
Deutsche version

Revolution i Berlin © izrg

Ud af Det tyske kejserrige opstår den demokratiske Weimar-Republik.

Det var først om aftenen den 6. november 1918, at Berlins magthavere indså situationens alvor. Repræsentanter for oprørerne i Kiel rejste med jernbanen rundt til andre nordtyske byer, til Berlin, Kiel og andre steder og havde held med at udbrede oprøret. I mange byer opstod der arbejder- og soldaterråd. Bevægelsen bredte sig som en steppebrand.

Den 9. november om aftenen var Tyskland blevet en republik. (M)SPD's partiledelse havde bestemt sig for at følge Gustav Noskes strategi i Kiel; at stille sig "i spidsen for bevægelsen" og at handle. Philipp Scheidemann, en af (M)SDP-lederne, udråbte tidligt på eftermiddagen Tyskland som Deutsche Republik. Den venstreorienterede Karl Liebknecht kom med sit udråb af Freie Sozialistische Republik to timer for sent - et symbol på revolutionens spaltning i moderate og radikale kræfter. Få timer senere indgik parterne (M)SPD og USPD dog et kompromis og bidrog med hver tre medlemmer til den revolutionære rigsregering: Folkekommissærernes Råd. Samtidigt meddelte General Groener endeligt kejser Wilhelm II, at hæren havde undsagt ham. Kejseren abdicerede, det prøjsisk-tyske monarki var forbi, og (M)SDP-formanden, Friedrich Ebert, var Tysklands nye rigskansler.

SPD's topledelse i Berlin, som i flere dage havde håbet, at en gradvis videreudvikling af det politiske system ville forhindre revolutionen, stillede sig nu betryggende i spidsen. Deres første mål var at organisere rigets forsyningssituation og hærens tilbagetrækning, og SPD nød udbredt tillid i store dele af arbejderklassen og blandt mange revolutionære. I den usædvanlige situation satsede også borgerlige kredse på Socialdemokratiet for at forhindre skrækscenariet: en såkaldt "bolsjevistisk" revolution efter russisk forbillede.

Folkekommissærernes Råd, son generalforsamlingen af Arbejder- og Soldaterråd havde anerkendt som provisorisk regering den 10. november i Berlin, accepterede dernæst betingelserne for en våbenhvile. Endvidere bestemte de ansvarlige sig for en foreløbig rådsrepublik med direkte demokrati og for demokratiske valg til en forfatningsgivende Nationalforsamling, som så skulle træffe afgørelse om den fremtidige statsform. Retsvæsenet og forvaltningerne skulle fortsætte for at sikre fødevareforsyningen og demobiliseringen, og militæret lod man også stort set urørt: den gamle magtelite beholdt sin position, som havde der ikke fundet en revolution sted. Men: som noget nyt vedtog Der Allgemeine Kongress der Arbeiter- und Soldatenräte Deutschlands (en fælles kongres for Tysklands soldater- og arbejderråd) i december 1918 almindelig demokratisk valgret og stemmeret til kvinder. Desuden indførte de nye magthavere en 8 timers arbejdsdag, frie fagforeninger og arbejder-repræsentation i virksomhederne. De forsøgte dermed at skabe balance mellem arbejdstagernes og arbejdsgivernes krav.

Efter at den øverste hærledelse havde afgivet en loyalitetserklæring over for den nye regering, gav Ebert militærledelsen sin støtte. I julen 1918 kom det til skyderier mellem regulære tropper og radikalt revolutionære soldater, som forsøgte at sætte deres politiske mål igennem på gadeplan. Efterfølgende forlod USPD-medlemmerne Folkekommissærernes Råd, og regeringsmagten lå nu udelukkende hos (M)SDP - ud af Spartakusforbundet opstod Kommunistische Partei Deutschlands (KPD). Konflikterne spidsede til - voldsomme gadekampe begyndte. (M)SDP`s - og især Noskes (der i mellemtiden var udnævnt til folkekommitteret) - formodede samarbejde med Freikorps og først og fremmest mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht bidrog yderligere til en radikalisering af en stor del af de skuffede arbejdere. I starten af 1919 foregik der næsten overalt i riget større strejker og demonstrationer og hårdere sammenstød, end man havde set i november 1918. (M)SDP- og militærledelserne lod protesterne nedkæmpe med hård hånd.

Ved siden af den oprindelige revolutionære bevægelse, der nu var splittet i (M)SPD, USPD og KPD, stod en splittet borgerlig lejr med en række partier: det liberale Deutsche Demokratische Partei (DDP) og det katolske Zentrum, som støttede Republikken, og på den anden side det nationaltliberale Deutsche Volkspartei (DVP) og det monarkistiske Deutschnationale Volkspartei (DNVP), som var imod et parlamentarisk demokrati. Tyskland var i begyndelsen af 1919 indenrigspolitisk sønderrevet, og partierne havde vidt forskellige mål for statens fremtidige udformning. Flertallet af vælgerne stemte ved valget til den forfatningsgivende Nationalforsamling den 19. januar 1919 for demokratiet. SPD, DDP og Zentrum fik tilsammen 76,1 % af stemmerne og dannede en koalition.

Den politiske status for året 1919 var blandet: vold og gadekampe var fortsat en del af dagens orden. Nationalforsamlingen anerkendte Versailles-traktaten og accepterede dermed de allieredes fredsbetingelser. Krigsafslutningen, hjemtagelsen af soldaterne, omstillingen af økonomien til fredsproduktion og befolkningens fødevareforsyning var lykkedes uden kaos, det samme gjaldt overgangen til parlamentarisk demokrati. Desuden havde Tyskland fået en demokratisk forfatning. Men! Skuffelsen hos arbejderbevægelsens venstrefløj og højrefløjens mytedannelser som f.eks. "dolkestødslegenden" styrede den offentlige debat. I 1920 bakkede kun halvdelen af befolkningen op om republikken og forfatningen.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Revolution 1818-1920
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
sourceKilder
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon