v i m u . i n f o
Deutsche version

Erindringer © izrg

Strid om de "rigtige" erindringer om novemberrevolutionen i Kiel.

Kiel er præget af vidnesbyrd, der minder om den gamle marinebys fortid: det monumentale ubåds-mindesmærke i Möltenort, det ikke mindre fremtrædende Flåde-mindesmærke i Laboe og - ikke at forglemme - ubåden, der er opstillet ved fjordbredden. Også i selve byen møder fodgængerne mindesmærker, som fremviser sejrene og lederfigurerne fra det sammenbrudte Tyske Kejserrige: Bismarck i "Hiroschima-park", Kejser Wilhelm I til hest i slotshaven lige ved siden af mindesmærket for slaget ved Sedan. Den historiske tradition, som førte til Kiels opstigning til "rigets krigshavn", er åbenbar.

Kiel har det forholdsvis vanskeligere med erindringen om de dage i november 1918, hvor byen var udgangspunkt for omvæltende begivenheder. Alligevel kan det godt være umagen værd at tage en byrundtur til revolutionens skuepladser.

Skjult på Eichhof-kirkegården findes en samling gravsten, og i midten af dem markerer en mindesten de sidste "hvilesteder for revolutionens ofre". Der ligger også de døde begravet, som faldt som ofre for de voldsomme sammenstød i forbindelse med urolighederne i januar 1919 og under Kapp-Lüttwitz-kuppet i Kiel i 1920.

I anledning af 60-årsdagen for revolutionen i 1978 foreslog SPD´erne i Kiels Rådsforsamling en "idékonkurrence om opstilling af et kunstnerisk værk til minde om begivenhederne i november 1918". Debatten, som fulgte værket fra dets tilblivelse frem til indvielsen, demonstrerede igen hvor vanskeligt, det kan være at tolke historien. Det gjaldt ikke mindst vurderingen af de hændelser, som også i den videnskabelige litteratur opfattes forskelligt: stræbte revolutionen - som det gentagne gange blev fremstillet i 1950´rne og 60´rne - efter at skabe et diktatorisk rådssystem efter russisk forbillede? Var de protesterende matroser blot mytterister, som under ingen omstændigheder burde have et mindesmærke? Eller var det ikke snarere det udlevede kejserrige, der fandt sin afslutning, og det unge, usikre, tyske demokrati, der tilsvarende fandt sin begyndelse, i revolutionen?

I rådsforsamlingen kunne man ikke blive enige om en fælles fortolkning af begivenhederne, og derfor blev CDU-gruppen - med undtagelse af bypræsidenten Eckardt Sauerbaum - væk fra indvielsen af mindesmærket den 16. juni 1982 i Ratsdienergarten. Udkastet til det omstridte - men i sidste ende realiserede - mindesmærke kom fra Hans-Jürgen Breuste fra Hannover, som ville minde om krigsskibenes oprørte kedelpassere. Mindesmærket bærer titlen "Feuer aus den Kesseln" ("Ild fra kedlerne") med henvisning til revolutions-dramaet af Ernst Toller fra 1930 af samme navn. Indskriften kommer også fra dette stykke: "den, der bereder stien, dør på tærsklen, dog bøjer døden sig for ham i ærefrygt."

Det tyske fagforbund (DGB) havde langt mindre problemer med mindet om de revolutionære. Netop på 60-årsdagen afslørede DGB ved en højtidelighed en enkel mindeplade på fagforeningshusets mur i Legienstraße, samme sted, hvor Kiels oprørske matroser 60 år tidligere første gang havde samlet sig til møde.

I efteråret 1989 skabte en kunstnergruppe, under ledelse af den persiske kunstner Shahin Charmi, kunstværket "Revolution und Krieg" på væggen af de fungerende Gaardener Bunkers.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Revolution 1818-1920
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
imageBiografier
lexiconLeksikon
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur