Særdomstolen

En domstol, der blev oprettet i den sidste fase af Weimar-republikken til at tage sig af politisk kriminalitet og som fungerede parallelt med det almindelige retsvæsen. Den blev massivt udbygget af NS-staten og lovmæssigt underbygget. Ved særdomstolen ventede der den anklagede en kort proces, hvilket indebar begrænsede muligheder for et forsvar. Den slesvig-holstenske særdomstol havde til huse som et særskilt kammer, frem til 1937 ved landsretten i Altona og derefter ved landsretten i Kiel. Den dækkede overlandsretsdistrikt Kiel og dermed hele Slesvig-Holsten. Ca. 50 statsadvokater og 50 dommere havde særdomstolen Altona/Kiel som bibeskæftigelse. Frem til krigens begyndelse behandlede den næsten udelukkende "Heimtücke" ("ondsindetheds")-forbrydelser. Særdomstolens ansvarsområde blev dog konstant udvidet, især efter krigens start. Fra 1943 kunne særdomstolen behandle praktisk taget alle lovovertrædelser. Den mobile særdomstol gennemførte mellem 1933 og 1945 mindst 3.575 hovedforhandlinger, heraf de to tredjedele under krigen. Man indrettede underafdelinger ved landsretterne i Lübeck og Flensborg i 1942 og i Itzehoe i 1944.