Spartakusbund (Spartakusforbundet)
Forening af venstresocialister - bl.a. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht - der blev grundlagt 1. januar 1916. Navnet refererede til deres illegalt udgivne organ, Spartakusbriefe. Foreningen fremkom i forlængelse af den oppositionelle organisation "Gruppe Internationale" fra 1915 og var en sammenslutning af socialistiske krigsmodstandere. Efter at SPD i 1917 var blevet splittet op i USPD og MSPD, sluttede Spartakusforbundet sig til USPD. Dets medlemmer stiftede 1. januar 1919 Kommunistische Partei Deutschlands (KPD - Tysklands Kommunistiske Parti). I begyndelsen af 1919 stræbte spartakisterne efter en fortsættelse af revolutionen hen mod en demokratisk legitimeret rådsrepublik.