"Da vi nærmede os Suez, lød en mumlen mellem folkene om bord: "krig" - men ingen vidste mere end kun dette enkelte ophidsende og skræmmende ord "krig". Alle kastede sig over kaptajnen. Han sagde intet. Han ville intet sige. Han måtte ikke, sagde han. Telegrafisten sad med lukket mund ved sit apparat. Alle talte ivrigt med hinanden. Ingen tyskere var fremmede for hinanden. Formodninger og alle mulige kombinationer svirrede omkring. Serveringspersonalet, mandskabet og alle var ophidset. Kaptajnen forblev tavs. Vi forsikrede ham, at vi ikke var børn og vel havde ret til at få at vide, hvad der var sket. Han forblev ubønhørligt tavs. Vores damper lagde til. Vi var i Port Said. Der lå allerede temmelig mange dampere der, og daglig kom flere til. De troede sig sikre i den neutrale havn Port Said. Telegrafisten sendte og sendte hele tiden. Alle spurgte begærligt, men han kunne ikke få noget at vide. En russisk damper sendte konstant imellem hans beskeder. Kaptajnen gik til de andre tyske skibe, og nu endelig fik vi at vide, at der virkelig var krig. Frankrig imod os, Rusland også, Østrig på vores side. Spændingen løsnede sig lidt. Enhver sagde de andre sin mening, hvad han troede, eller hvad han vidste. Mandskabet sang fædrelandssange. Alle sang med. Først blev det forbudt at synge. Så om aftenen klokken elleve var det slut med forbud, bølgerne gik højt i taler og i syngende begejstring."