Lothar Gulich, har efter krigen fortalt dette om Helgolands bombardement den 18. april 1945: Jeg sad ved den her stærke kikkert og kunne tydeligt se, hvordan bombeskakterne åbnede sig på de maskiner, der kom flyvende, og hvordan bomberne kom flyvende – ned mod os. Efter få minutter var alle kanoner ødelagt. En af dem var styrtet ud over klippen med hele mandskabet – de var selvfølgelig døde alle sammen. Og så råbte chefen: Dem, der kan, skal prøve at redde sig selv. Jeg løb så som besat hen over bombekraterne i retning mod flakkontrolrummet, jeg fortsatte så langt jeg kunne mellem de eksploderende bomber og blev så slynget ned i et bombekrater. Der lå allerede en ældre soldat dernede, en sergent, der var ved at forbløde. Han havde vel fået sprængt et indre organ, lungerne eller sådan noget. Jeg ville prøve at komme hen til det her flakkontrolrum, fordi jeg vidste, at hvis jeg var nede i kælderen der, ville jeg være fuldkommen beskyttet. Og han sagde hele tiden, det glemmer jeg aldrig: ”Kammerat, bliv hos mig.” Han døde så også. Indtil angrebet var slut, det varede ca. to timer, lå jeg hos ham i bombekrateret. Da jeg så kom ud i det fri igen, så jeg de mange døde. Dem fra mit batteri, der var blevet, hvor de havde været fra starten af, de var døde alle sammen. De fleste af mine klassekammerater døde der.