"De rigtige forhør begyndte først i februar. Da blev vi i Gestapo-centralen, "Uldmagasinet", forlagt til Lübecks domkirke. Der sad jeg i en celle, der var iskold og fuld af afføring og urin. Jeg bar stadigvæk det tynde tøj, som jeg var blevet anholdt i. Jeg blev flere gange afhentet og jammerligt gennempryglet. Vi blev opfordret til gensidigt at angive hinanden (?). I november 1937 blev jeg så dømt til ni måneders fængsel efter paragraf 175. Da jeg allerede havde siddet ti måneder i undersøgelsesarrest, blev jeg rent faktisk sat på fri fod efter domsafsigelsen (?) Jeg havde dermed gjort den dyrekøbte erfaring, at disse folk lige netop ikke var på vores side, ikke havde medlidenhed med os, men i stedet havde anset det for fuldt berettiget. Tyskerne er på denne måde et gement folk. De har ikke den mindste følelse af medlidenhed eller noget andet. De holder sig ikke tilbage for noget som helst."