v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

En brevudveksling om drab på jøder

Dr. Walter Alnor, landråd i kredsen Eckernförde og nu områdekommissær i det lettiske Libau, skrev den 11.10.1941 til områdekommissæren i Letland, Otto Heinrich Drechsler:

"Ein Moment der Unruhe waren die erneut aufgenommenen zahlreichen Judenerschießungen in der letzten Woche. In den Landgebieten und kleinen Landstädten sind sämtliche Juden liquidiert worden, in Libau selbst m. W. etwa 470. Es handelt sich durchweg um Frauen und Kinder. So waren z.B. in Hasenpoth noch vorhanden 12 männliche Juden und 321 Frauen und Kinder. Diese sind restlos erschossen worden. Sowohl der Festungskommandant und ich haben uns dagegen ausgesprochen, dass nachdem bereits seit Wochen völlige Ruhe eingetreten war, derartige Maßnahmen, die zudem gegen die Anordnung des Reichskommissars im Widerspruch stehen, durchgeführt werden. Gerade die Erschießung der Frauen und kleinen Kinder, die z. B. schreiend zu den Exekutionsplätzen geführt worden sind, hat das allgemeine Entsetzen erreicht. Der durchaus gefügige Bürgermeister der Stadt Libau, der infolge ständigen Druckes, den die verschiedenen Wehrmachtsteile auf ihn ausüben, beinahe alle Maßnahmen billigt, ist persönlich bei mir vorstellig geworden und hat auf die große Erregung in der Stadt hingewiesen. Auch Offiziere haben mich gefragt, ob diese grausame Art der Hinrichtung selbst bei Kindern erforderlich wäre. In jedem Kulturstaat und selbst im Mittelalter durften schwangere Frauen nicht hingerichtet werden. Hier hat man selbst darauf keine Rücksicht genommen.

In Windau sind, wie der Festungskommandant mir mitteilt, 4 lettische Selbstschutzleute eingetroffen, von denen 2 total betrunken waren, um, wie sie in den Straßen laut verkündeten, die "Liquidierung der Juden durchzuführen". Der Ortskommandant hat später Anweisung bekommen, sich in das Treiben dieser Elemente nicht einzumischen. Ich bin der Auffassung, dass sich dies eines Tages als ein schwerer Fehler erweisen wird. Es sei denn, dass man alle dabei mitwirkenden Elemente auch anschließend liquidiert. Alnor."

Rigskommissær Lohse standsede derpå de fortsatte myrderier. Dr. Georg Leibbrandt, afdelingsleder i Rigsministeriet for de besatte Østområder i Berlin, forlangte derpå en udtalelse:

"Von Seiten des Reichssicherheitshauptamtes wird Beschwerde darüber geführt, daß der Reichskommissar Ostland Judenexekutionen in Libau untersagt habe. Ich ersuche in der betreffenden Angelegenheit um umgehenden Bericht."

Lohse retfærdiggjorde sig den 15. november 1941:

"Ich habe die wilden Judenexekutionen in Libau untersagt, weil sie in der Art ihrer Durchführung nicht zu verantworten waren. Ich bitte mich zu unterrichten, ob ihre Anfrage vom 31.10. als dahingehende Weisung aufzufassen ist, daß alle Juden im Ostland liquidiert werden sollen. Soll dies ohne Rücksicht auf Alter und Geschlecht und wirtschaftliche Interessen (z.B. der der Wehrmacht an Facharbeitern in Rüstungsbetrieben) geschehen? Selbstverständlich ist die Reinigung des Ostlandes von Juden eine vordringliche Aufgabe; ihre Lösung muß aber mit den Notwendigkeiten der Kriegswirtschaft in Einklang gebracht werden."

Dette brev fra Lohse, skrevet i den indledende fase af de systematiske mord på de europæiske jøder, demonstrerede usikkerhed omkring hans nye rolle, om måden, hvorpå drabene skulle udføres, og om målgruppen. Det splittede budskab lød: jødisk arbejdskraft er nyttig, og nej tak til vilde, ukontrollerede skydninger. Lohse udtrykker ingen afvigelse i forhold til det egentlige mål med drabene. Efter krigen gentog han mange gange, at han havde villet forhindre jødedrabene, men at han ikke havde kunnet udtale det direkte. Han havde fremlagt økonomiske argumenter for at få sit ministerium til entydigt at erklære sig afvisende over for drabene.

Det kortfattede svar på Lohses brev, undertegnet af ministeriets repræsentant, dr. Otto Bräutigam den 18.12.1941, lød:

"In der Judenfrage dürfte inzwischen durch mündliche Besprechungen Klarheit geschaffen sein. Wirtschaftliche Belange sollen bei der Regelung des Problems grundsätzlich unberücksichtigt bleiben. Im übrigen wird gebeten, auftauchende Fragen unmittelbar mit dem höheren SS- und Polizeiführer zu regeln."

I mellemtiden blev sagen afklaret. I flere uger foretog rigskommissæren sig ikke yderligere over for de omfattende drab, som skete lige for øjnene af ham i og ved Riga. Den højtstående SS- og politifører, Jeckeln, havde efter sin ankomst til Riga besluttet en vidtgående rømning af byens ghettoer og drabene på ca. 26.000 jøder, som blev udført den 30. november og 8./9. december 1941 i et skovområde få kilometer sydøst for Riga.

Rigskommissær Lohse vidste fra samtaler i Berlin, at det systematiske mord på de baltiske jøder og deportationen af vesteuropæiske jøder til Ostland skulle fortsætte. Han kendte også sin civilforvaltnings rolle: folkedrabet var efter føreren Adolf Hitlers ønske og herefter en indiskutabel del af den tyske besættelsespolitik. Lohse og hans medarbejdere foretog sig ikke yderligere mod de hundredtusindvis af jødedrab i Reichskommissariat Ostland. Tværtimod, de udførte deres opgave, som var den administrative del af jødernes udslettelse. Disse partimedlemmer og embedsmænd, der overvejende kom fra Slesvig-Holsten, fortsatte deres forvaltningsopgaver frem til deres flugt i sommeren 1944.

Dermed forbliver det et paradoks, at netop denne brevveksling indgik som en del af forsvaret under statsanklagerens forundersøgelse i 1945. Lohse mente hermed at kunne dokumentere sin afvisning af drabene og sine manglende mulighed for at forhindre dem. Og statsanklageren indstillede faktisk den sidste proces i Itzehoe i 1962 - mord eller medvirken hertil kunne ikke bevises, Lohses forklaring syntes troværdig. Dr. Georg Leibbrandt og dr. Otto Bräutigam fortsatte deres karrierer i udenrigsministeriet i 1950´erne - efter fremkomsten af visse dokumenter blev Bräutigam dog forsat som generalkonsul i Hongkong. Andet skete der ikke. Dr. Walter Alnor var landråd i kreds Segeberg fra 1950 til hans pensionering i 1959. Da han døde i 1972, var de hædrende nekrologer uden omtale af hans aktiviteter i Ostland.

Kilde: Zit. nach Benz, Wolfgang/ Kwiet, Konrad/ Matthäus, Jürgen (Hrsg.): Einsatz im ‚Reichskommissariat Ostland‘. Dokumente zum Völkermord im Baltikum und in Weißrussland 1941-1944, Berlin 1998, S. 92f.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.