v i m u . i n f o
Dansk version

Markantes aus der Forschung

Igennem årtier har der inden for forskningen været enighed om ét punkt: Tyskland bar alene ansvaret for "verdenshistoriens største krigskatastrofe" (A. Hillgruber), som sammenlagt kostede flere end 55 millioner mennesker livet, heraf 20-30 millioner civile. Det Tredje Riges samlede udenrigspolitik tjente helt fra begyndelsen som forberedelse til krig. Også selv om "faktoren Hitler" spillede en afgørende rolle i udløsningen af krigen (M. Broszat), havde den ikke været mulig uden opbakning fra den tyske elite inden for militær, stat, samfund og økonomi eller de militært allierede. Krigens mål var en "verdens radikale nyordning" (G. Weinberg). Det drejede sig ikke længere om traditionel udvidelse af herredømme og ressourcer, men om "Lebensraum" til det tyske folk og det ariske verdensherredømme.

Det involverede ikke kun underkuelse, men også fysisk udslettelse af hele folk efter raceideologiske kriterier. Holocaust betragtes inden for historievidenskaben som en integreret "del og kerne" af denne "herredømme-, underkuelses- og tilintetgørelsespolitik", i særdeleshed over for de østeuropæiske folk (D. Peukert). Krigens begyndelse i efteråret 1939 danner dermed "et vendepunkt for jødepolitikkens overgang til en udryddelsespolitik" (P. Longerich). Den hang lige så meget sammen med den stort anlagte "folkeflytning" (G. Aly), "udsultningsplanerne" og de "kalkulerede drab" (C. Gerlach) som med en usund kombination af et centralt "beslutningsmonopol" i Berlin og den radikale vækst i drabene i forbindelse med den "regionale realisering" (D. Pohl).

Um diese Inhalte anzusehen, wird der Flashplayer 9 benötigt. Zum Download