Walter Christiansen

"Tidligt om morgenen, når hanen galede, måtte jeg ud af sengen. Det var mellem klokken fire og fem om sommeren. Så skulle jeg hente køerne fra engen og hjælpe med at malke. Herefter drev jeg igen køerne på græs. Undervejs læste jeg lektier, de udrevne bogsider bar jeg under kasketten. Bagefter skulle stalden fejes, så først var der morgenmad, og så hurtigt i skole. Når det regnede om formiddagen i høsttiden, var jeg glad, fordi så blev jeg i hvert fald ikke hentet fra skolen allerede om formiddagen. Efter skolen var der et kraftigt middagsmåltid. Om middagen, når de andre sov, læste jeg mine lektier. Om eftermiddagen var det tilbage til markarbejdet: jævne muldvarpeskud med en skovl, stikke tørv, hakke ukrudt ved rodfrugterne, rive hø, stakke og binde korn...

Så var det endelig fyraften! Til aftensmad stod den store stegepande på køkkenbordet, alle sad rundt om den og langede til. Når man var uheldig, så vendte håndtaget mod én, og man skulle række uden om den, og det kostede tid. Der var også grød og mælk, henholdsvis varm og kold. Oven i det nogle skiver brød med fedt.

Før sengetid sad vi alle lidt sammen uden for stalddøren. Selvfølgelig ikke herskabet, som sad inde i den hyggelige stue.

Vi snakkede lidt og har af og til også sunget. Trætheden overmandede os hurtigt, og snart var vi forsvundet ind i vores karlekammer, hvor forkarlen, andenkarlen og jeg sov. Kammeret lå umiddelbart bag hestestalden og ved siden af kalvestalden. Rummet var lige netop så stort, at der var plads til to senge, et skab og min lille kuffert. Andenkarlen og jeg sov i én seng, under os et stort underlag af rughalm som madras. Den skarpe dunst fra stalden trængte ind i rummet gennem revner i døren. Utallige vanddråber hang under loftet, og derfor krøb vi helt under tæppet for ikke at blive våde. Sengetøjet var groft og kløede over hele kroppen, for det var hjemmevævet og allerede meget gammelt og trævlet. Når jeg spurgte tjenestepigen, hvornår sengetøjet blev skiftet, så svarede hun: "Når det er brunt!"

Sengestedet stod på fire fødder, som hvilede på to tykke brædder, der var lagt over en meterdyb grube. Dernede var kartoffelkælderen, og om foråret voksede de lange spirer tit ind i sengen. Rummets vindue vendte mod nord, derfor var der aldrig sol. Et andet lille halvmånevindue lod kun ganske lidt lys slippe igennem. Vi havde taget en lille rude ud og stukket en sæk i åbningen, hvorved vi regulerede vores behov for ilt. Vores tøj lugtede råddent og muggent, desuden lugtede seletøjet, som var penslet med tran og hang på væggen, dårligt."

Walter Christiansen skildrer i dette tekstudsnit, hvordan han tjente sit brød som 11-årig hyrdedreng i Karlum ved Niebüll omkring 1920. Han var indkvarteret på en gård med kost og logi og fik det første år derudover et kilo smør og 25 kilo rug per måned - for hans familie var det en vigtig indtægt