"I dag havde vi en oplevelse med en ældre ret "åndsfraværende" malerinde. Da jeg om morgenen malede på billedet ved havneindløbet, sneg en dame sig hen til mig, sagde "God morgen" og forstyrrede mig i arbejdet ved at kigge på i lang tid. Så begyndte hun at tale om en "ikke inspirerende belysning", så det snart anede mig, at hun måtte være en kollega. Det passede nu ikke, for solen gav en vidunderlig, sart og noget diset stemning, og bedre gik det ikke med hendes andet forsøg på at starte en samtale, da hun sagde " der er nogle henrivende birke her", for det var nu engang popler. Til sidst busede hun ud med det: "jeg er også maler". Hun spurgte nu om alt muligt vedrørende kost og logi, jeg måtte fortælle hende, hvor vi malere boede, og hvordan hun bedst kunne male et par hollandske handelsfartøjer, som lå ude i sundet. Jeg gav hende ret korte svar, hvorved jeg endelig blev af med hende og igen fik ro til at fordybe mig i mit arbejde. Efter en stund hørte jeg en høj kvindestemme nede fra dampskibsbroen: "Jamen stands dog, tag mig dog med." Det var malertanten igen, der råbte efter to fiskere på vej ud, men uden succes. Cirka en halv time senere så jeg, hvordan den gamle skrædder Skov roede hende ud til skibene. Da jeg kom hjem til middagsmaden, meddelte fru Schumann mig, at en malerinde havde bedt om at spise med ved malernes bord, hun havde dækket til hende mellem mægler Jürgensen og den unge toldassistent Bohn. Og ganske rigtigt, da jeg kom ind i værelset, så jeg den kvindelige kollega øse suppe op fra terrinen, hun havde en grå nederdel på og grå- og brunternet bluse, høj hvid åben krave og blåt slips, hvis sløjfe sad under det venstre øre, fra det grå hårs knold stak en lille lok frem.

Det gamle pus så virkelig ud til at være lykkelig over at have fundet ind i et malersamfund. Hun begyndte så at gætte på, hvilke folkeslag vi kunne tilhøre, mig kunne hun ikke rigtig greje, og jeg løste heller ikke gåden for hende. Så gættede hun på vores fag og særlige speciale inden for det. Med det gik det hende på samme måde som med birkene om morgenen, for hun ville endda antage vores gode skibsmægler Jürgensen, alias "Koggemann" for at være maler og toldassistenten for at være landmand, den gamle ungkarl Anton Nissen antog hun for at være en trofast sørgende ægtemand. Til sidst kunne vi ikke lade være med at le, sådan en sjov havde vi med malertanten. Men hun veg ikke fra os, hun fandt endog vores lille plads i haven, hvor vi plejede at drikke kaffe. Nissen synes hun i særlig grad at have lukket ind i sit hjerte, over for ham havde hun allerede aftenen før sin afrejse til Glücksburg lovprist, hvor glad hun var for Egernsund, og hvor godt omgangen med kolleger gjorde hende, og hvordan hun glædede til ved lejlighed at se dem male og lære af dem. Men forhåbentligt kommer hun ikke igen, en burre under arbejdet ville jeg ikke kunne holde ud."

Sådan beretter Otto H. Engel i et brev til sin kone om en kvindelig kollegas besøg i Egernsund i september 1899. Brevet fortæller om de forbehold, som Egernsunds mandlige malere havde over for malerinderne.