Det gamle pus så virkelig ud til at være lykkelig over at have fundet ind i et malersamfund. Hun begyndte så at gætte på, hvilke folkeslag vi kunne tilhøre, mig kunne hun ikke rigtig greje, og jeg løste heller ikke gåden for hende. Så gættede hun på vores fag og særlige speciale inden for det. Med det gik det hende på samme måde som med birkene om morgenen, for hun ville endda antage vores gode skibsmægler Jürgensen, alias "Koggemann" for at være maler og toldassistenten for at være landmand, den gamle ungkarl Anton Nissen antog hun for at være en trofast sørgende ægtemand. Til sidst kunne vi ikke lade være med at le, sådan en sjov havde vi med malertanten. Men hun veg ikke fra os, hun fandt endog vores lille plads i haven, hvor vi plejede at drikke kaffe. Nissen synes hun i særlig grad at have lukket ind i sit hjerte, over for ham havde hun allerede aftenen før sin afrejse til Glücksburg lovprist, hvor glad hun var for Egernsund, og hvor godt omgangen med kolleger gjorde hende, og hvordan hun glædede til ved lejlighed at se dem male og lære af dem. Men forhåbentligt kommer hun ikke igen, en burre under arbejdet ville jeg ikke kunne holde ud."
Sådan beretter Otto H. Engel i et brev til sin kone om en kvindelig kollegas besøg i Egernsund i september 1899. Brevet fortæller om de forbehold, som Egernsunds mandlige malere havde over for malerinderne.
Otto H. Engel berichtet in einem Brief an seine Frau von einem Besucher einer weiblichen Kollegin in Ekensund im September 1899. Der Brief gibt Aufschluss über die Vorbehalte, die die männlichen Maler in Ekensund gegenüber Malerinnen haben.
Kilde: Zit. nach: Schulte-Wülwer, Ulrich: Künstlerkolonie Ekensund am Nordufer der Flensburger Förde. Heide 2000, S. 34f.