I et åbent brev i avisen ?Dithmarschen Landeszeitung? gav en arbejder, der var særligt hårdt ramt af lukningen af værftet i Büsum, udtryk for sin store skuffelse:

"Mine ærede damer og herrer. Deres altid meget udførlige beretninger om hændelserne på Büsum værftet får mig til på denne måde at rette en appel til mine kolleger. Efter 35 års pligtopfyldende arbejde på Büsum værft er jeg, 60 år gammel, blevet vildledt og bedraget af firmaets ledelse og økonomiminister Biermanns påstande. Og jeg troede, at jeg gav et bidrag til løsning af værftsproblemerne, da jeg ikke frivilligt, men nødtvungent gik med til at underskrive opsigelsesaftalen Tanken på den heri lovede fratrædelsesgodtgørelse, som skulle gøre det muligt for mig at komme nogenlunde igennem årene frem til pensionsalderen, bevægede mig i sidste ende til at tage dette skridt. Men disse penge har man snydt mig for. Mit helbred er ødelagt. Virksomhedsledelsen afviser at annullere denne uanstændige aftale og dermed at genindsætte mig i mine gamle rettigheder. Efter 35 år forlod jeg for sidste gang værftsområdet. Ingen afsked, intet ord, ingen tak. Som en skabet hund sneg jeg mig gennem porten. Da jeg var kommet hjem, så jeg uden et ord på min hustru, og da blev den hele afmagt for meget for mig.

Jeg lå i min kones arme og græd som aldrig før i mit liv. Kære kolleger, som er løbet i fælden lige så naivt som jeg eller i dette øjeblik står over for den, jeg opfordrer jer indtrængende: tilbyd ikke endnu en gang jeres arbejdskraft, især da man allerede fra begyndelsen ville narre os og slet ikke vil have os. For de af jer, der stadigt ønsker at bevare en smule stolthed og værdighed, vil jeg aldrig ønske en sådan ydmygelse, som er overgået mig. Jeg skammer mig ikke over mine tårer, men de, der burde være flove over mine tårer, nemlig hr. Harmstorf og hr. Biermann, har slet ikke ordet skam i deres ordforråd. Heinz Gruhlke, Büsum"