Strejkebrydere

Strejkebryderens rolle er også omstridt i dag, som det kan ses af et læserbrev af Rudi Jürgensen fra Eckernförde, der her reagerer på en artikel af Flensborg-historikeren Uwe Danker i "Jahrhundert-Story" fra 1999 om metalarbejderstrejken.

"Under strejken 56/57 havde hverken de strejkende arbejdere eller metalvirksomhederne og strejkebryderne ret. På to punkter har De ikke rigtigt fat i de faktiske hændelser fra dengang:

1. De "uorganiserede" kom ikke i virkelig nød dengang. Jeg selv var og er ikke medlem af IG Metall, men jeg blev fortalt af metalkolleger fra Kiel, Flensborg og Eckernförde, at alle stadigt kunne blive medlemmer af IGM ved strejkens begyndelse og altså også modtage strejkepenge. Fagforeningen ønskede ikke at gøre nogen til strejkebryder. Strejkebryderne kom ikke i nød, som de sagde, men de ville slå mønt af deres kollegers nød. Jeg kender ikke til nogen strejkebryder, der efter en vellykket strejke har givet afkald på resultaterne. Strejkebryderens motto er at leve på bekostning af andre.

2. Deres sammenligning af IG-Metall-aktionerne med SA-indsatserne er dårlig. Også selv om man er imod sådanne fagforeningsaktioner, at sammenligne dem med SA-indsatser bagatelliserer nazi-diktaturet og dets mordkolonner. Hvis De absolut vil sammenligne med NS-tiden, så vil det nærmere passe på udtalelsen fra Slesvig-Holstens daværende indenrigsminister, Helmut Lemke, som skældte strejkevagterne ud for at være "terrorister"."

Forfatteren Uwe Danker imødegik denne kritik, idet han fortsat fandt den offentlige opsøgen og udpegning af strejkebryderne i deres private miljø for sammenlignelig med SA-aktiviteter. "Konflikter og meningsudvekslinger må standse uden for menneskenes private sfære, ellers er der åbnet op på vid gab for enhver magt", skrev Danker i sit svar.