Als 1872

"...

Møller Duus var netop dengang i færd med at bringe sine kreaturer i sikkerhed og redde sit bohave op på loftet i sit hus, og hans svigersøn boelsmand Christian Nielsen og dennes nabo boelsmand Mathias Mathiesen var ilede til for at hjælpe dem. Hestene var netop spændt for vognen for at køre bort med tre svin bag i denne, da de så det vældige hav bryde ind over sandbanken. Nu af sted for at frelse livet, råbte møller Duus, idet han fik sin kone og pige op på vognen og kørte af sted med denne gennem det stadig stigende vand. De to boelsmænd fulgte et stykke med vognen for at støtte den; men de var næppe kommet 100 alen fra møllehuset, før havet brød igennem sandbankerne lige i højde med dette, og inden de havde nået den endnu kun 100 alen længere henne liggende landevej, slog en så voldsom vandmasse ind omkring dem, at hestene og vognen begyndte at flyde, og de to boelsmænd måtte redde sig op på et stengærde ved siden af vejen. Det gav et ryk i vognen, da den begyndte at flyde i de oprørte vandstrømme, så møllerens kone nær var faldet af den. I samme øjeblik opdagede de, at den bro, der på landevejen førte over bækken fra Hartsølavningen var fuldstændig under vand og til dels bortskyllet, og derover førte den eneste vej op til det højereliggende land. Det var et rædselsfuldt øjeblik, en dødsgysen gennemfor dem alle, det var, som om alt håb om redning var ude. Men møller Duus tabte dog ikke besindelsen, han piskede på hestene, og det lykkedes at nå over på en lille sandbanke ved vejen, der endnu dannede lige som en lille ø midt i de frådende bølger. Her var livet for øjeblikket reddet, men hvem vidste hvor længe?

Vandet steg bestandig mere og mere, og det øjeblik kunne måske være nær, da de høje søer ville slå op og rive dem med sig i deres kolde favn. Dog møller Duus holdt modet oppe i sig selv og de modfaldne kvinder. Hestene spændtes fra vognen og blev bundet til denne, og oven på to store høhæs, der kom flydende og strandede på den lille ø, fik han de to kvinder anbragt, så de nogenlunde kunne holde sig varme ved at dække sig ind i høet, mens han selv holdt varmen ved at sammenbære bohave af alle slags, der af bølgerne kastedes op på sandbanken. Men bestandig steg vandet, og når de ulykkelige mennesker ængstelige spejdede efter redning, mødte deres blik kun de tårnhøje bølger, der ødelæggende væltede sig ind over landet, mens nordveststormen piskede det frådende bølgeskum højt gennem luften. Faren steg med hvert øjeblik; den lille ø, hvor de var, blev mindre og mindre. Vandet nåede allerede toppen af sandbanken, og kvinderne var netop kommet ned af høhæssene og holdt sig fast ved vognen, da en voldsom sø slog ind over dem og rev såvel de store høhæs som alt det af mølleren indsamlede bohave med sig i det vilde hav. Det var et Guds under, at de blev reddede, og da søerne vedblev at skylle ind over banken, ville det sikkert have været ude med dem, når ikke den ene side af et hustag var kastet ind på sandbanken og havde sat sig fast der. Ovenpå dette tag satte de sig nu og søgte ved deres vægt at trykke det fast til jorden; men hver gang bølgerne slog ind over sandbanken, lettede taget trods deres anstrengelser for at holde det tilbage, og det så dog altid ud som om bølgerne ville rive dem alle med sig i det åbne hav. Således forløb time efter time i den frygtelige kamp om livet med de oprørte bølger, men netop da det var blevet dem klart, at øjeblikket nærmede sig, da de ikke længere kunne stride imod, men måtte bukke under i den ulige kamp, netop da begyndte vandfloden at falde og nyt håb om redning oplivede atter deres sunkne mod. Vandet stod dog endnu højt omkring dem til alle sider, mørket var alt for længe siden indtrådt, og de vældige brændinger bruste endnu med frygtelig kraft ind over det overskyllede land.

Ville nogen vove sig ud for at redde dem, og kunne et sådant forsøg lykkes? Eller ville vandet falde så meget, at de selv kunne forsøge at redde sig over det? Disse to spørgsmål gentog de stadig for sig selv uden at turde håbe på, at ønskerne ville gå i opfyldelse. Stormen rasede uafbrudt, og den gennemisnede dem i deres dyngvåde klæder. Hunger og anstrengelser havde afkræftet dem, og nu da vandfloden syntes at ville spare deres liv, stillede den fare sig i udsigt for dem, at de kunne omkomme af kulde og udmattelse, inden befrielsens time kunne slå.

Time efter time gik hen. Møllernes pige faldt flere gange sammen i afmagt, men mølleren ruskede i hende, satte mod i hende og i sin kone og søgte på enhver måde at holde deres livsånde i virksomhed. Men stundom måtte selv han håbløst folde sine hænder og mistvivle om frelsen. Først klokken 12 til 1 om natten, efter at de i 13-14 timer havde svævet mellem liv og død på den lille sandbanke, lykkedes det behjertede folk at redde dem alle tre i yderst forkommen tilstand.

..."

Kilde: Hansen, Christian: Stormfloden på Kainæs, i Sønderjysk Månedsstidsskrift nr. 48, Årgang 1972, s. 367-371, s. 386ff.