De værste Fjender, Danmark har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstamning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den tyske Storhed, hader og foragter i Virkeligheden Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske - og saa harmer det dem, hver gang de møder noget dansk! Før genforeningen var de i et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder, og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet. De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder; de udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv; de modtog med Begærlighed og som en Selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler - men de nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og Nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd.

Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem. Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til nye tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs.- Og samtidig optraadte Hjemmetyskerne og deres Presse med det modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det altsaa endt med Hjemmetyskerne! Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er der fra Dansk Side andet at gøre end at likvidere hele det hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmetyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten. At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning, som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endeligt Tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde; men de vil være parate til at springe os i Struben, hvis de atter faar Medbør!