Brev fra nordslesvigeren Christian Camradt fra slaget ved Somme

?Kl. 10 om formiddagen ? Rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som selv ikke er mere. Helvede har åbnet sig, ikke til at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustav Offermann, vores ?Moppie? ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplit af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe, han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. ? Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. ? Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alle som endnu lever springer op, det er få, bittert få. ?Franskmanden kommer? bliver der råbt overalt. Alle springer til geværet, der kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: Derovre falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser, de overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: Skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage.?